Etik i vejledningen

Hvorfor et etisk grundlag i vores vejledning?

Nordvestsjællands HF & VUC er karakteriseret ved meget tæt kontakt med sine kommende og nuværende brugere. I arbejdet med brugergruppen i al sin mangfoldighed er det en god ide at fastslå, hvordan vi kan, og skal, interagere for at vi, i alle sammenhænge, fremstår som en tillidsvækkende partner. Den måde, hvorpå vi møder vores kursister, kan have afgørende betydning for kursistens til- eller fravalg, ikke kun af vores skole, men af uddannelse i det hele taget. Derfor er det vigtigt, som vejleder, at optræde etisk korrekt og med professionel ansvarlighed.

Principper for etik i vejledningen:

Respekt

Som vejledere vil vi udvise respekt for kursistens ret til selvbestemmelse. Vi vil respektere den enkelte kursists integritet, værdighed og suverænitet i forhold til valg og endelig beslutning om uddannelse og erhverv. Samtidig vil vi, som vejledere, stimulere og udfordre kursisten til at reflektere over sin virkelighed i et uddannelsesperspektiv.

 

Ligeværdighed

I vejledningen vil vi møde kursisterne med ligeværdighed og uden fordomme over for køn, alder, religion, handicap, seksuel orientering, etnisk baggrund, social status eller uddannelsesmæssig baggrund.

Uafhængighed

En vejledningssituation vil altid foregå i en kontekst som afspejler institutionelle, økonomiske og politiske interesser. Som vejledere vil vi være bevidste om dette og bestræbe os på i enhver sammenhæng at forholde os neutrale i forhold til disse interesser.

 

Åbenhed og tillid

Som vejledere vil vi være særligt opmærksomme på informationen til kursisten i forhold til, hvilke rammer og vilkår lovgivningen sætter for behandling af de informationer, som bliver overgivet til VUC i forbindelse med tilmelding. Der tænkes her i forhold til persondataloven og overgivelse af informationer til andre myndigheder. Åbenhed og tillid på dette område er en forudsætning for at undgå mistænksomhed og mytedannelse. Vejledere videregiver således ikke informationer, som indeholder vurderinger om kursisten uden kursistens vidende og accept.